For den danske professionelle triatlet, Thor Bendix Madsen, så har den spæde start på livet som professionel atlet ikke været uden op- og nedture. Sidste år formåede Thor Bendix Madsen at svømme, cykle og løbe sig til sejren ved Garmin Challenge Herning i suveræn stil, men vejen dertil har bestemt ikke været nem.
Vi har haft en snak med den forsvarende mester om tilværelsen som professionel atlet, presset der følger med og om livet ved siden af triatlon. Det er der kommet et hudløst ærligt interview ud af, hvor Thor Bendix Madsen deler alt fra træning til dating livet.
Først og fremmest, vil du så ikke fortælle med nogle ord, hvem er Thor Bendix Madsen?
“Jo selvfølgelig vil jeg det. Jeg er 22 år gammel født, opvokset og bor i København. Lige pt kan jeg kalde triathlon mit job. Men arbejder dog som personlig træner og svømmetræner ved siden af. Til dagligt træner jeg i KTK86 under Jens Petersen-Bach. Her har vi et godt setup med gode træningsfaciliteter og et godt sammenhold! Jeg nyder virkelig at komme til træning hver dag, og se mine venner – uden dem, så havde jeg ikke været i sporten og heller ikke kunne træne så mange timer ugentligt. Et godt træningsfællesskab er virkelig nøglen til mange ting i denne her sport.”
Hvordan startede du med triathlon, og lavede du sport forinden
“Jeg altid været en aktiv dreng med krudt i røven. Derfor har sport altid været en stor del af min hverdag, og noget som jeg har fundet sjovt. Indtil jeg var 13 år spillede jeg fodbold, på sådan ganske højt plan. Jeg tog træningen meget seriøs dengang. Dog voksede jeg ikke samtidig med mine jævnaldrende, og jeg blev smidt af førsteholdet. Mistede lysten til at spille fodbold, og begyndte at løbe i en atletikklub ved navn Sparta på Østerbro. Her fandt jeg virkelig noget, som jeg synes var mere fedt! Jeg vandt nogle medaljer til diverse danske ungdomsmesterskaber i alt fra 3000m baneløb, til crossløb til 10k landevejsløb. Jeg blev dog inspireret af min lillesøster Sif Bendix Madsen til at starte med triathlon tilbage i 2015. Hun var kommet på ungdomslandsholdet, og gjorde det virkelig godt! Jeg meldte mig i den lokale triathlon klub, og begyndte at træne med der. I starten var jeg den langsomste til at svømme, men jeg arbejdede hårdt med det hver dag. Så i 2016 vandt jeg både det danske juniormesterskab, kom på ungdomslandsholdet og var med til EM. Vil mene, at 2016 var det år, hvor det virkelig tog fart. Dog trænede jeg virkelig dumt, så en dag til svømmetræning tog Jens Petersen-Bach fat i mig, og spurgte om jeg ikke vil være hans første atlet. Vi har arbejdet sammen lige siden”
På trods af din karriere stadigvæk kun lige er begyndt, så har du allerede været igennem en masse. Blandt andet sidste år, så var der flere episoder som fik dig til at revurdere om triathlon virkelig var alt det hårde arbejde værd. Kan du give vores læsere et indblik i, hvad der præcist skete?
“Jeg tror man skal tage den nogle år tilbage først. Tilbage i 2017 brækkede jeg mit kraveben første gang, og var ude i et godt stykke tid. Mistede dog aldrig motivationen til at træne der. Tværtimod blev den kun større. Det blev den ikke i sommeren 2021… Jeg slog for alvor igennem i 2020 ved at køre nogle fine konkurrencer, og så vinde et stærkt besat DM halvironman i en alder af kun 20år. Dette fik mig til at tro og håbe på, at 2021 sæsonen skulle være den hvor jeg slog igennem internationalt også. Derfor begyndte jeg at presse den måske lige rigeligt i træningen over vinteren. Hvilket resulterede i et træthedsbrud nede omkring lænden. Jeg fik genoptrænet mig tilbage, og begyndte at kunne træne på fuldt blus i starten af sommeren. Men lige som jeg var kommet tilbage, styrtede jeg på min cykel, og brækkede kravebenet, skulderbladet og nogle ribben. En ordentlig omgang, som gjorde rigtig ondt både på krop og sjæl. Jeg mistede motivationen fuldstændig sammen med mit altid gode humør (hvis jeg selv skal sige det). Jeg begyndte at isolere mig meget for mig selv. Følte på en måde at hele verden bare var noget lort, og at jeg måske skulle se andre veje end triathlon. Da det gik op for mig, at livet også kan byde på andre ting end triathlon. Jeg begyndte virkelig at overveje, om jeg skulle begynde at blive stor i et fitnesscenter, tage til alle de gode fester og starte på mit drømmestudie på CBS. Man kan sige, at det ”almene” ungdomsliv begyndte at trække i mig. Efter mange år, hvor triathlon havde været min første prioritet i alle livet aspekter. Noget som jeg ønsker den dag i dag, at jeg måske havde gjort anderledes da jeg gik i gymnasie osv. Jeg blev dog hjulpet tilbage på rette spor af mine venner fra triathlon. Men jeg vil stadig mene den dag i dag, at jeg var meget tæt på at ende triathlon den sommer. Det stod mig langt ud af halsen, og jeg vil prøve noget nyt. Kom tilbage til triathlon i en nyere version. Nogle vil også mene bedre. Jeg begyndte at nyde andre ting i livet end kun triathlon, og begyndte på mange måder at leve et ”normalt liv” ved siden af triathlon. Dog var og er jeg stadig meget seriøs med min træning. Jeg begyndte bare at kunne adskille de 2 ting ad, når jeg skulle gøre det.”
Challenge Herning blev på mange måder vendepunktet for dig i 2021 efter en masse uheldige episoder. Kan du give et indblik i dit race, og hvordan du oplevede dagen?
“Jeg var lige kommet fra endnu et vundet dansk mesterskab på halvironman 2 uger før. Så jeg viste, at jeg var begyndt at komme tilbage til mit gamle niveau. Jeg var klar og spændt på, at give den en over nakken med at vinde mit første professionelle internationale race. Jeg havde en rigtig god optakt til stævnet. Jeg har fundet ud af, at jeg præsterer bedst, hvis jeg kan fjerne mine tanker fra triathlon dagene op til race. Så på vej til Herning, besøgte jeg en pige, som jeg var begyndt at synes om. Jeg brugte dagen sammen med hende, før jeg tog videre mod Herning. Dagen inden blev brugt på de sædvanlige ting, men modsat mange andre gange, så var jeg slet ikke nervøs. Jeg glædede mig bare til at køre et stort race i Danmark.”
“På racemorgenen varmede jeg godt op med noget god musik. Det gør jeg altid. Det for mig ind i zonen, og jeg kan visualisere racet for mig. Det begyndte at regne meget, men jeg tænkte ikke rigtigt over det. Det er jo ens for alle. Jeg blev kaldt op som en af de første professionelle mænd, de 2 speakere kender mig rigtig godt. Så der blev sagt nogle sjove ting. Starten går, og jeg får en perfekt start. Jeg er en af de forreste rundt om første bøje, og undgår derfor slåskampen. Jeg kommer op af vandet lige efter de forreste, men med et godt stykke ned til hovedgruppen. Jeg er meget overrasket over min svømning, da jeg nærmest ikke har svømmet hele sommeren grundet mit cykelstyrt. Får hurtigt kørt mig op til front, og kører væk selv. Overholder fuldstændig den plan, som jeg havde lagt med min træner inden. Kommer ind i T2 med 1,5-2min forspring til forfølgerne. Jeg er dog bange for, at de skal hente mig hele vejen, da jeg bestemt ikke synes, jeg havde det godt på løbet. På sidste omgang kan jeg dog se, at de får svært ved at nå det. Jeg løber ind over målstregen som første person. Noget jeg altid har drømt om. Jeg begynder straks at tænke tilbage på 2 måneder forinden, hvor alt var dårligt. Jeg bliver rørt over situationen. Især da jeg ser min far. Min familie har altid været der for mig, og jeg kunne ikke forestille mig, at jeg var kommet så langt i sporten uden dem. Jeg nyder virkelig resten af dagen. Især bilturen fra Herning til København. Der skete ikke noget specielt, men jeg sad for første gang med en følelse i kroppen, at alt gik min vej lige pt, og jeg var stolt af mig selv.”
2022 skulle have budt på en masse store races i foråret, men desværre har du haft et crash i årets første race. Hvad er status og hvordan vil du gribe den kommende tid an?
“Jeg havde desværre en meget uheldig episode med en motorcykel til årets første konkurrence. Hvilket gjorde at jeg mistede bevidstheden meget længe, fik en hjernerystelse, og mit ansigt ligner ikke helt sig selv længere. Jeg havde ellers haft en rigtig god vintertræning, hvor jeg havde været sydpå det meste af tiden. Formen var virkelig god. Nærmest for god til at være sand. Jeg havde derfor virkelig store forventninger til starten af 2022. De blev dog hurtigt ødelagt af et meget uheldigt styrt. Først og fremmest er jeg bare glad for at sidde her i dag. Jeg kunne ligeså godt være blevet lam eller i værste tilfælde havde det styrt været min død. Jeg ser dog derfor styrtet, som at jeg var ”heldig”. Jeg har haft en uge uden noget træning, kæmpe hovedpine, og generelt en stor ubehag i kroppen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har været meget ked af det. Mange af de samme tanker som sidste sommer er poppet op, og jeg føler mig uduelig og ligegyldig. Der er ikke langt fra at føle sig som rockstjerne til en person som i hvert fald ikke er en rockstjerne. Jeg bruger mange af de efterfaringer fra sidste sommer, og taler med nogle personer, som jeg ved kan hjælpe mig tilbage på rette spor igen. Det kommer nok til at tage lidt tid at komme tilbage til træningen, og få gejsten igen. Jeg er dog 100% sikker på at den nok skal komme! Jeg har jo et race at genvinde til sommer i Herning!”
Med under 100 dage til Challenge Herning, hvad vil du så give af tips og tricks til vores læsere og atleter der skal deltage?
“Først og fremmest handler det om at få trænet kontinuerligt. Man behøver ikke lave hero workouts hver dag. Det er vigtigere, at man kan træne alle uger frem mod racet, end at man får skavanker med kroppen. Derudover vil jeg give en varm anbefaling til at se hvordan de professionelle ligger på deres cykel. Man behøver ikke købe dyrt udstyr. Hvis man kan sidde rigtigt, så kan man hente meget tid! Ellers gælder det bare om at nyde processen, både de gode og dårlige dage. Af hvad jeg har lært, så lærer man utroligt meget af de dårlige dage. Jeg har et ordsprog som hedder: ”Believe in the highs. Accept the lows”. Hvad der menes med dette, er at man skal drømme stort omkring de gode ting, men man skal også være god til at acceptere de dårlige dage, for at kunne opnå de gode ting i livet. ”
